Insta-takeover

På Roskilde Universitetsbibliotek har vi af flere omgange fået lov at lave et insta-takeover på RUC’s officielle Instagram profil. Ofte har det været i forbindelse med studiestart, at vi har haft profilen i en uge i september. Vi har tidligere haft konkurrencer, som var utroligt populære. Her blev der udlovet en officiel mulepose fra RUC med diverse RUC merchandise og en pensumbog. Vi tog nærbilleder forskellige steder på biblioteket og de studerende skulle nu gætte, hvor på biblioteket billederne var taget. Deltagelsen var stor og det betød, også at vi fik en del nye følgere på vores egen Instagram profil.

I år havde vi profilen i 3 dage. På dag 1 reklamerede vi lidt generelt for biblioteket mens vi på dag 2 havde et opslag om bibliotekets nye PPL hjørne og på dag 3 havde fokus på en udstilling vi pt. kører om RUC’s 50 års jubilæum. Det giver klart mere trafik på siden, når de studerende opfordres til at deltage aktivt i en konkurrence, men nogle gode opslag flankeret af flotte billeder, kan bestemt også noget.

Det er i hvert fald en kæmpe opfordring herfra, hvis i kan få lov at låne jeres moderinstitutions sociale medier. Ikke nok med at vi nåede ud til mange flere følgere og fik trukket en del af dem over på vores egne sociale medier, så har vi efterfølgende fået et super godt samarbejde med RUC’s kommunikationsafdeling.

Anna-Katrine / Roskilde Universitetsbibliotek

Herunder er nogle af de billeder vi postede i forbindelse med takeoveren.

Formidling med den studerende i centrum på Roskilde Universitetsbibliotek

På Roskilde Universitetsbibliotek ønsker vi, at den studerende skal være i centrum. De skal føle, at biblioteket er deres og at de har medbestemmelse. I 2020 er der søsat en række projekter for i endnu højere grad at involvere de studerende (og desuden også bibliotekets øvrige brugere) i de tiltag, arrangementer og ressourcer, som biblioteket udbyder. Mere om det senere i 2020.

For at tydeliggøre dette brugerfokus er det vigtigt, at vores formidling følger med. Både den formidling som foregår mundtligt, men også den som foregår via plakater, brochurer, sociale medier og lign. Vi besluttede derfor at adoptere nogle grundprincipper fra RUC’s grafiske identitet. En identitet som er mere enkel, moderne og fanger øjet. Herved kunne vi øge vores tilknytning til universitetet og skabe genkendelighed for de studerende. Formålet er at vække nysgerrighed og få vores brugere til at opsøge mere viden, fremfor at have en teksttung formidlingsform, som ingen alligevel stopper op for at læse.

Herunder ses et screenshot fra vores Instagram, som den ser ud Januar 2020, en kursusplakat af den type som vi hænger rundt omkring på biblioteket, samt to plakater vi har fået trykt i A0 til at hænge på biblioteket og rundt omkring på campus.

Som det kan ses på billederne, er det oftest motiver hvor de studerende er afbilledet (den studerende i centrum). Noget vi håber, er med til at vise, at der på biblioteket er plads til alle og at vi har et stort brugerfokus. Desuden har vi også haft en del oplevelser, hvor studerende har kunnet genkende deres medstuderende på infoplakater og brochurer og er stoppet op for at tage en snak med os.

Kursusplakater samt opslag på Instagram er ligeledes kortfattede og i en farve eller med et billede som fanger øjet. Vi stoler på, at de studerende selv opsøger mere viden på vores hjemmeside eller fysisk i biblioteksskranken. Det kræver naturligvis, at de studerende ved, at man altid kan komme forbi os med alle slags spørgsmål og at de altid bliver mødt fordomsfrit og med et smil. Noget vi i høj grad arbejder på at gøre opmærksom på, når de møder os til introer, obligatoriske undervisningsgange osv.